Glædelig frugtsæson

Skrevet af: Karen_Sek d. 08.07.2011

 

Efter et par stille sommeruger på sekretariatet er det blevet min tur til at drage ud i det danske sommerland. Jeg er væk de næste tre uger, og samler kræfter til efteråret, hvor pilotprojekterne skal i gang i Næstved, Kolding og Odense. Det bliver rigtig spændende.

 

Noget af det, der har gjort indtryk på mig det sidste halve år skete på det første møde i udviklingsgruppen i Odense. Stig er leder i en klub for specialklasseelever, hvor mange af de unge har erfaringer med mobning og ensomhed. Han fortalte på mødet, at en af de rigtig gode ting ved hans job er, at der er rigtig mange "lavthængende frugter". Han oplever i sit arbejde, hvordan han med relativt små midler kan gøre en rigtig stor forskel for de unge. Jeg har hørt lignende fra andre i projektet. Selvfølgelig er der ting, det er rigtig svært at hjælpe med, men mange af de indadreagerende, ensomme unge er faktisk meget modtagelige over for hjælp. Og nogle gange kan man blive overrasket over, hvor små tiltag, der gør en stor forskel for dem. At blive set og taget alvorligt er et første skridt, som kan have en rigtig stor betydning for den enkelte unge. Udviklingsgrupperne er kommet med flere konkrete råd til, hvordan man kan gøre det. Jeg håber, vi det næste halve år i projektet vil få sat ord på endnu flere af de små ting, der kan gøre en stor forskel for ensomme unge, så endnu flere bliver opmærksomme på de mange smukke frugter, der venter på at blive plukket.

 

Har du et godt eksempel på hvordan en lille ting kan gøre en stor forskel for ensomme unge? Dem samler jeg på :-)

 

Rigtig god sommer!