Julehilsen fra Netværk - sådan!

Kære Samarbejdspartnere og projektdeltagere
Nu er 2011 på retur og jeg ser tilbage på et på alle måder begivenhedsrigt år for projekt Netværk – sådan!:
- I marts mødtes vi til konferencen ”Netværk på tværs” i Odense.
- Siden august har Sjølundsskolen i Næstved afprøvet makkerskabsgrupper i 7. og 10. klasse og haft særligt fokus på at spotte ensomme elever.
- Lyshøjskolen og NBSIF i Kolding har holdt en række Åben Skole arrangementer.
- Eleverne på Dalum Skole i Odense har fået tilbudt fritidsvejledning.
- 1. december startede to socialt isolerede unge i 13 ugers praktikforløb i stalden i Fyens Rideklub. Forløbet er resultat af et samarbejde mellem Rideklubben og Jobcenterets ungeteam.
I starten af det nye år glæder jeg mig lige nu særlig til:
- 16. januar, hvor en gruppe unge, der savner netværk, for første gang mødes med de frivillige i den nye fitnessgruppe og tager hul på et tre-måneders forløb. Gruppen er et samarbejde mellem Ventilen Odense, Ungekontakten og Samtalegrupper for unge i Odense.
- 18. januar, hvor vi slår dørene op til et temamøde for overbygningslærere fra de lokale skoler, idrætsledere, ungdomsklubber osv. om at skabe gode rammer for alle unge i Koldings Sydvestkvarter.
- Opstarten af pilotprojektet med grupper for stille piger på Mulernes Legatskole i Odense.
Det er dejligt at opleve, at vi er mange gode kræfter, der trækker i samme retning: At skabe rammer for stærke fællesskaber, hvor alle unge kan opleve, at der er brug for dem som de er.
Rigtig glædelig jul og godt nytår!
Abonnér