National frivillig

Som frivillig i ventilen kan du også dyrke de politiske og organisatoriske aspekter af det sociale frivillige arbejde. Læs mere her om, hvordan du kan blive aktiv i bestyrelse samt nationale udvalg og arbejdsgrupper. Her kan du for eksempel arbejde med organisation, metode, pr eller den gode idé, som du brænder for.

Politisk og organisatorisk arbejde
Hvis du har mod på politisk og organisatorisk arbejde, kan du gøre en forskel i Ventilen Danmark. Her foregår det overordnede arbejde dels i betyrelsen og dels i nationale udvalg og arbejdsgrupper. Hvis du har en eventmager, politiker eller organisator i dig eller bare gode idéer, er du altid velkommen. Vi vil altid gerne høre fra idémagere, der brænder for sagen. Så kan vi sammen finde ud af, hvor vi passer sammen.

Ventilen Danmark arbejder aktivt for at skabe viden og debat om ensomhed blandt unge, og vi forsøger hele tiden at sikre, at vores tilbud er så gode som muligt. Det har vi brug for frivillige kræfter til.

 

Kan du lave video eller skrive?
Ventilen mangler lige nu frivillige, der kan lave videoer til vores hjemmeside om unges trivsel, og andre der kan skrive artikler om samme emne. Kontakt sekretariatet på oplysningerne forneden.

 

Bliv valgt til bestyrelsen
Ventilen holder årsmøde hver september, og i denne forbindelse er der mulighed for at stille op til bestyrelsen.

Hvis du vil vide mere om arbejdet i bestyrelsen, udvalg eller arbejdsgrupper eller bare har en god idé, kan du kontakte sekretariatet på 70 208 308 eller info@ventilen.dk - eller vores formand, Maria Bergmann Nielsen på Maria@ventilen.dk.