Ventilen tager hul på et spændende 2012

2012 24. Jan 14:59

Så er 2012 i gang – og i Ventilen ser vi frem til et begivenhedsrigt år.

 

Arbejdet i de lokale mødesteder er helt centralt, ikke mindst dokumentationsindsatsen er vigtig det kommende år, hvor vi også for første gang har mulighed for at arbejde videre med nogle af resultaterne fra sidste års dokumentation. I starten af året åbner Ventilmødested nummer 15 i Gentofte, hvor mødestedet vil holde til på Gentofte Centralbibliotek. Ud over alle de lokale aktiviteter vil året blandt andet byde på frivilligweekenden i marts – hvor alle landets Ventil-frivillige har mulighed for at mødes og erfaringsudveksle. Og ikke mindst den årlige sommertur for de unge fra alle landets mødesteder – en forlænget weekend med hygge, smil, spil, leg og ikke mindst mulighed for at danne relationer på tværs af landet.

 

For Ventilen Danmark bliver en central aktivitet videreførelsen projektet ”Netværk ud i livet”, der foregår i samarbejde med Mary Fonden. I første omgang sætter vi en større afprøvning af metoderne i projektet i gang på 20 ungdomsuddannelser fordelt over hele landet, og sammenligner med kontrolskoler. Det vil give os viden om hvad der virker i praksis, så metoderne kan finpudses yderligere og skabe endnu bedre studiemiljøer, så færre unge kommer i en situation hvor de føler sig udenfor og ensomme i studietiden.

 

2012 bliver året, hvor arbejdet i projekt ”Netværk - sådan!” afrundes. De udviklede metoder og værktøjer skal samles i en online værktøjskasse, hvor professionelle og frivillige kan finde inspiration til at skabe bedre inklusion for alle i deres daglige arbejde med unge.

 

Støtte fra medlemmer og donorer er helt centralt for Ventilens arbejde, og også i år vil jeres støtte være afgørende for vores arbejde. Et medlemskab til 75 kr. om året eller en donation på 50 kr. gør en stor forskel for vores muligheder for at hjælpe ensomme unge – både i mødestederne og ved at informere om ensomhed blandt unge og inspirere til hvordan ensomhed kan forebygges og håndteres.