
Hvad kan andre gøre?
At bryde ensomhedens onde cirkel handler om at tale sammen. At bryde tabuet, turde tage det første skridt og invitere den ensomme unge til at have kontakt.
Bryd tabuet
Det vigtigste ved ensomhed er at få brudt tabuet omkring det. Vejen ud af ensomhed starter med at turde tale om det, og det kræver ofte, at andre tager initiativet. Samtalen kan kræve meget tålmodighed, og det er ofte svært at finde ud af, om den unge er ensom. Det er ofte pinligt for den unge at indrømme.
Tag problemet alvorligt
Det er vigtigt, at omgivelserne tager problemet alvorligt, både forældre, klassekammerater, lærere og andre omkring de unge. Det kræver, at andre tager initiativ at kunne gøre noget ved det. De ensomme unge har måske negative forventninger til, hvad andre synes om dem og er derfor ikke selv opsøgende.
Den ensomme unge vil ofte have en afvisende eller endda aggressiv attitude, fordi han eller hun har paraderne oppe. Det kræver tålmodighed og omsorg at finde ind bag den afvisende facade.
Hjælp dem ind i fællesskabet
Du kan hjælpe ved at forsøge at få øje på dem, der føler sig udenfor, og hjælpe dem ind i fællesskabet. Start med at snakke om det. Vis, at det er ok at snakke sammen om, at man måske er lidt udenfor.
Hav modet til at tage kontakt og invitere til dialog - giv en stående invitation til den unge om at tale sammen, også hvis den unge i første omgang er afvisende.
Hvis du vil vide mere om, hvad du kan gøre, kan du skrive til info@ventilen.dk.