Fluesmækker-hockey og konflikthåndering

2018 12. Feb 14:41

Frivillige fra fire forskellige byer mødtes i weekenden til KOMsammen-konference. På programmet var inspiration udefra og masser af erfaringsdeling.

Med mere end 20 år på bagen er vi i Ventilen eksperter i at drive mødesteder, men vores KOMsammen-tilbud er stadig i udviklingsfasen. I weekenden fik udviklingen et godt skub, da frivillige fra rundt om i landet var samlet til konference.

KOMsammen står for ”kost og motion sammen”, og en af udfordringerne, de frivillige står overfor, er, at alle aktiviteterne skal være for unge med meget forskellige forudsætninger. Alt, hvad de frivillige finder på, skal altså både være sjovt for hende, der dyrker crossfit og får 12 i idræt, og ham der aldrig har brudt sig om motion, og får sved i håndfladerne bare ved tanken om holdsport. Derfor havde vi inviteret Lars Bording-Machon fra Psykiatri i Bevægelse, og han havde masser af konkrete ideer med. I to timer stod den derfor bl.a. på levende Mastermind og hockey med fluesmækkere og bordtennisbolde.

Om eftermiddagen kom Stine Kjøller Petersen fra Center for konflikthåndtering forbi og snakkede med de frivillige om, hvordan man bedst håndterer eventuelle konflikter i KOMsammens meget blandede ungegrupper. Målgruppen er unge i alderen 15-30 år, og de eneste krav er, at de kender til følelsen af ensomhed og har lyst til at få lidt sved på panden sammen med andre unge.

Hele dagen var der ind imellem små workshops og øvelser, hvor de frivillige især fik lejlighed til at sparre med hinanden og dele erfaringer. En af Ventilens grundprincipper er ung-til-ung, og det gælder ikke bare unge og frivillige imellem, men også i høj grad mellem frivillige fra forskellige lokale tilbud. Derfor var alle inviteret på indisk restaurant efter dagens program, og her fortsatte erfaringsudvekslingen under mere uformelle former.

KOMsammen er et udviklingsprojekt, der er støttet af Nordea-fondens pulje Det gode, unge liv. Der findes pt. fem KOMsammen-tilbud; i Randers, Odense, Holbæk, Slagelse og København. I år åbner vi endnu et tilbud og i 2019 endnu et.