Fokus skal flyttes fra individet til fællesskabet

2018 14. Jun 20:18

Der var bred enighed i panelet til dagens Folkemøde-debat om, at nøglen til at mindske mistrivslen blandt unge ligger i fællesskaberne og ikke hos det enkelte individ.

Den nyligt udkomne Den Nationale Sundhedsprofil fra Sundhedsstyrelsen var baggrunden for Ventilens debat “Unges trivsel og mistrivsel - løsninger og handlemuligheder” på Folkemødets første dag. Rapportens meget nedslående resultater viser nemlig, at antallet af unge med dårligt mentalt helbred stiger, og at det blandt kvinder i alderen 16-24 drejer sig om næsten hver fjerde.

Derfor fik Niels Sandø, der er konstitueret enhedschef i Sundhedsstyrelsen, lov til at starte ballet med at fortælle om nogle af de centrale resultater i undersøgelsen og ikke mindst med at komme med nogle hypoteser om, hvorfor mistrivslen stiger, som den gør. Her nævnte han bl.a., at unge i dag sover væsentligt mindre end tidligere, faktisk en time til halvanden mindre hver nat. Han pegede desuden på tendensen til øget individualisering i samfundet, som en årsag, og den hypotese erklærede et samlet panel sig efterfølgende enig i.

Efter den indledende introduktion til sundhedsprofilen kom et panel bestående af undervisnings- og uddannelsesordfører, Jacob Mark, fra SF, Anna Sillemann, der er rådgiver i Studenterrådgivningen og Søren Østergaard, centerleder i Center for Ungdomsstudier (CUR). Ventilens sekretariatsleder, Rillo Rud, var moderator.

Blandt både paneldeltagere og publikum var der bred enighed om, at vi må væk fra en opfattelse af, at det er individerne - det enkelte barn eller unge menneske - der skal gøres robust, men i stedet må fokusere på at gøre fællesskaberne robuste.

Og i sådan et robust fællesskab skal der være plads at være uperfekt og til at sige højt, at man ikke har det godt. Her fortalte SF’eren Jacob Mark en anekdote fra en herremiddag med de gamle gymnasievenner, han havde været til for nylig. Det er tradition, at de rejser sig en for en og fortæller lidt om, hvordan det går, og her havde SF’eren valgt at fortælle ærligt om den angst, der har plaget ham. Det resulterede i, at flere af de gamle venner rejste sig og delte lignende historier. Hans pointe var, at der næsten altid vil være nogen, der ved, hvordan du har det, og det skaber både tryghed og trøst, når nogen tør være de første til at sige det højt.

Fra publikum kom mange fine indspark bl.a. et forslag om bedre forældreinddragelse og støtte til forældre til unge, der mistrives. En anden foreslog, at det på alle skoler og uddannelsesinstitutioner burde være let at finde ud af, hvor man skal henvende sig, og at det burde være sådan, at det var sejt at komme i eksempelvis “Gruppen for dem, der har stress”. Samme unge kvinde havde den pointe, at begrebet “psykisk sårbar” i virkeligheden dækker over os alle sammen, og dermed ikke giver ret meget mening.

Blandt tilhørerne var konstitueret næstformand i Ventilen, Janine Svendborg Larsen, og selvom der måske ikke kom så mange meget konkrete løsningsforslag på bordet, så var debatten i hendes øjne en stor succes. Ikke mindst pga. den store enighed.

“Jeg tror, at det folk tog med sig, det er, at vi skal kigge væk fra individerne. Det er fællesskaberne, vi skal kigge på. Det gik virkelig meget igen. Og at vi skal turde være ærlige og rumme, når folk er ærlige,” lød hendes opsummering.

Ventilens dag bød desuden på debatten “Kampen om de unges fritid”, hvor sekretariatsleder Rillo Rud var i panelet og brugte lejligheden til at dele vores gode erfaringer med at rekruttere unge frivillige både blandt universitetsstuderende kvinder og mandlige ingeniørstuderende eller “mili-drenge”.

Næstformand Janine og bestyrelsesmedlem Trine Køhler var til debatten Ulykkelig og ensom ung - i en præstationskrævende tid, der var arrangeret af Danske Psykomotoriske Terapeuter. Her var Niels Sandø fra Sundhedsstyrelsen igen på scenen og benyttede lejligheden til at spørge Ventilens repræsentanter blandt publikum om synet på, hvorfor så mange unge mistrives i skolerne og på uddannelsesinstitutionerne. Det gav Janine lejlighed til at ride en lille tur på Ventilens kæphest om, at der i for mange år har været for meget fokus på fagligheden og for lidt fokus på den sociale og mentale trivsel blandt de unge.

Hvis du vil følge Ventilens færd på Folkemødet, så find os på Twitter, Facebook eller Instagram.